Ligestilling

Hvad er ligestilling?
Ligestilling mellem kønnene betyder, at mænd og kvinder har lige rettigheder og muligheder inden for alle væsentlige områder af livet. Dette betyder bl.a. en lige ret til magt og indflydelse, samme muligheder for økonomisk uafhængighed og lige vilkår på arbejdsmarkedet. Mænd og kvinder skal f.eks. have lige adgang til uddannelse og de samme muligheder for udvikling af personlige ambitioner. I Danmark - og i mange andre lande – er ligestilling mellem kønnene noget man bestræber sig på og arbejder hen imod politisk.

Ligestilling i Danmark
I Danmark i 1850erne florerede en livlig debat om kvinders frigørelse og ligestilling. Debatten resulteret bl.a. i loven om kvinders ligeberettigelse med mænd, hvilket bl.a. betød, at kvinderne blev myndige og fik ret til at arve. I 1871 blev Dansk Kvindesamfund oprettet, og der kom derefter mere struktur og fokus på debatten. Langsomt ændredes synet på kvindens rolle i familie og samfund, og det nye århundrede startede med indførelsen af kvindernes valgret i 1915, og i 1926 afskaffede man hustugten, dvs. mandens lovfæstede magt til at bestemme over familien. I løbet af 1960erne begyndte kvinderne, som indtil nu havde været hjemmegående husmødre, at gøre oprør over deres traditionelle kvinderolle. De ville ikke længere være afhængige af mændene, og de krævede derfor ligeløn og ligestilling i det, de synes var et mandsdomineret samfund. Frontkæmperne for disse krav var rødstrømperne, en græsrodsbevægelse som blev dannet i 1970. Rødstrømperne var bl.a. inspireret af de amerikanske Redstockings, hvis første manifest fra 1969 blev internationalt toneangivende. De danske rødstrømper arrangerede demonstrationer til fordel for kvindekampen, og Femø-lejren, som blev afholdt hvert år kun for kvinder, blev et klart symbol på samfundets nye gruppe af selvstændige kvinder. Flere af rødstrømpernes krav kunne ikke ignoreres, og man besluttede i 1972 at oprette et ligestillingsråd, som havde særlig fokus på kvindernes rettigheder på arbejdsmarkedet. I 1973 blev retten til fri abort indført, og i 1981 blev en lov om ligeret til at tage hinandens efternavn ved giftemål vedtaget .

Ligestilling i dag?
Ligestilling skal i dag ikke udelukkende ses som en kamp mellem kønnene. Det er derimod et fælles projekt for kvinder og mænd at sikre alle mulighed for og frihed til at leve det liv, de ønsker – uanset køn. Ligestilling er således lige så meget et ressourcespørgsmål som et retfærdighedsspørgsmål. I 1999 blev der oprettet et ligestillingsministerium, som arbejder med ligestilling på tværs af ministerområderne og med det mål at koordinere regeringens ligestillingsarbejde og udstikke rammen for den overordnede ligestillingspolitik. Men hvordan står det egentlige til i Danmark? Har vi ligestilling? Kvinderne tjener f.eks. stadigvæk langt mindre end deres mandlige kollegaer.
Hvad synes du? Er der ligestilling i Danmark?
Her er et par forslag til værker, der kan inspirere dig i arbejdet med ligestilling og køn:
- Anne Katrine Dolven: Madonna with man – London / Madonna with man – Oslo, 2005
- Mona Hatoum: Sous tension
- Lisa Rosenmeier: The Perfect Life, nr. 991
Upload din egen produktion her











