Les Rois du Pop

Les Rois du Pop (Poppens Konger) 1973, Malick Sidibé (foto)
Konger eller ej?
På Malick Sidibés fotografi poserer en flok unge selvbevidste malinesere med et skilt i hånden, der angiver, at de er Poppens Konger. Gruppeportrættet fanger drengenes stolthed, selvom de ikke umiddelbart ligner popstjerner med deres slidte tøj og plastiksandaler. Som vestlig betragter sidder man tilbage med en fornemmelse af, at de her drenge måske alligevel var stjerner i Mali i 1973.
Portræt
Les Rois du Pop er et af Sidibés mange portrætter af de malinesere, der igennem de sidste 50 år har besøgt hans fotostudie. Folk er kommet for at få et repræsentativt portræt til at hænge op på væggen derhjemme eller til at give væk som gave. På trods af situationens alvor skildres de portrætterede med et strejf af humor - Sidibé er solidarisk med sine kunder, men samtidig tager han dem heller ikke alt for alvorligt.
Om kunstneren
Malick Sidibé (født 1935 eller 1936) er uddannet guldsmed fra Ecole des Artisans Soudanais i Bamako, men begyndte at fotografere og åbnede Studio Malick i 1958. Her tog han portrætter og reparerede kameraer, men skildrede også nattelivet i Bamako i begyndelse af 60´erne i en lang række fotografier. Malick Sidibs fotografier blev udbredt i Europa og USA i midten af 1990´erne, og i 2003 modtog han som den første afrikaner den meget prestigefyldte Hasselbladpris, der populært kaldes “fotografiets Nobelpris”.
