Portræt

Hvad er et portræt? Det er et billede af et menneske og vedkommendes karakteristika - men det kan også være et billede af en gruppe mennesker eller et billede af et sted. I alle tilfælde er et portræt altid et billede af nogen eller noget. Det er en fortælling om et menneske eller et sted.

I middelalderen var portrættets vigtigste opgave at skildre en persons status og slægtsforhold frem for vedkommendes personlige træk. Med renæssancen og dens fokus på det individet blev portrættet i langt højere grad brugt til at skildre et menneskes personlighed. Indtil midten af 1800-tallet, hvor fotografiet bliver udbredt, var det at blive portrætteret forbeholdt de få, der havde råd til at betale en maler. I dag bruges især det fotografiske portræt som en form for dokumentation, men portrættet eksisterer stadigvæk som kunstnerisk genre inden for alle udtryksformer.
Man kan skelne mellem det repræsentative portræt, hvis formål er at fremstille et menneske, så det ser ud ”som nogen”, og det intimiserende portræt, der fremstiller et menneske som ”sig selv”. Nogle portrætter leger med det repræsentative og det intimiserende. I Anders Fogh Rasmussen på Marienborg bliver et menneske, vi forventer at se skildret repræsentativt, skildret intimt. Andre portrætter vender vores forventninger til det repræsentative på hovedet som Madonna with man, der laver en æstetisk kobling mellem moderne forretningskvinder og traditionelle Madonnaportrætter.

Ethvert portræt er et møde mellem kunstneren og vedkommendes model. Derfor bør man som beskuer overveje forholdet mellem den, der bliver portrætteret og den, der portrætterer. Tænk på AION, der er et portræt af et sted, skabt af en udenforstående, der oplever stedet for første gang.
I selvportrættet bruger kunstneren sig selv som model. Helt op til dette århundrede var der tradition for, at kunstnere afbildede sig selv i deres egenskab af at være kunstner. I samtidskunsten bruges selvportrættet i langt højere grad til at udtrykke identitetssøgen, indre splittelse og sågar tvivl om rollen som kunstner, som Andreas Golder gør i At male er ikke at skide.

Men hvordan vil du selv portrætteres? Og hvad synes du er et godt portræt?
Her er yderligere et par forslag til værker, der kan inspirere dig, hvis du arbejder med temaet portræt:

Upload din egen produktion her