Humor
Hvad gør, at noget er sjovt, og andet ikke er? Tit afhænger det af, hvem man spørger. Humor er i høj grad en subjektiv oplevelse, selvom mange også samles om at grine. Samtidig er opfattelsen af, hvad humor er, også tit knyttet til bestemte tider og steder. Måske smiler vi, når vi ser en gruppe drenge posere for Malick Sidibé som Poppens Konger. Vi ser sammenstødet mellem den selvvalgte titel og drengenes ikke særligt royale fremtræden, men hvem ved? Måske var de netop Les Rois du Pop i 1970´ernes Mali.
Nogle mener, at sansen for humor hænger sammen med sansen for proportioner – evnen til at kunne se det små i det store og det store i det små. Andreas Golders maleri med titlen At skide er ikke at male leger med vores opfattelse af det klassiske maleri. Her er motivet i den grad gået i opløsning – en strid modvind trækker fartstriber hen over lærredet og tager alt, paraply, huse og øjne med sig. Overraskelsen er netop også en væsentlig del af humor.
Humor adskiller sig fra komik, fordi den indeholder både det komiske og det tragiske.Vi har sympati for en person, der måske prøver på at ændre ting, men som er hjælpeløs i sine anstrengelser. Tit nærmer humoren sig det absurde og bevæger sig mere over mod parodien, der bytter rundt på tingene, som vi kender dem. Pludselig trivialiseres det ophøjede, mens det jævne guddommeliggøres.
Men hvad synes du selv er humor? Og hvilken slags humor synes du bedst om?
Her er yderligere et forslag til et værk, der kan inspirere dig, hvis du arbejder med temaet humor:
- Lisa Rosenmeier: The Perfect Life, nr. 991
Upload din egen produktion her











