Sa dernière alliée

Sa dernière alliée (Hans sidste allierede) 1940, Marinus Jacob Kjeldgaard (fotomontage).
Et forvarsel om krigens gang.
Fotomontagen Sa dernière alliée blev bragt på forsiden af den venstreorientede franske ugeavis Marianne den 21. februar 1940. På det tidspunkt stod Hitler og Nazityskland stærkt i forhold til resten af Europa, og der var ikke meget, der tydede på, at døden netop ville blive Hitlers sidste allierede. Men Marinus var forudseende og udformede fotomontagen, så den kom til at stå som en profeti om Hitlers skæbne.
Montagen er sammensat af 5 billeder med udgangspunkt i Vasilij Veresjtjagins maleri, Krigens apoteose (1871). Maleriet er blevet beskåret, spejlvendt, og der er tilføjet et skovbryn i højre side. Herpå er der lagt et billede af Manden med Leen. Endelig er der lagt en modeloptagelse af en såret person ind, hvorpå Hitlers hoved er blevet placeret.
Symbolikken i billedet er tydelig: Hitler ligger såret på en bunke kranier, mens Døden er dukket op i skovbrynet. Selvom han værger for sig, virker Hitlers skæbne uundgåelig. Hans hoved har allerede placeret sig fint i den bunke kranier, som han selv har været med til at skabe.
Marinus´ metode
Marinus placerede sig med sine satiriske og politiske fotomontager i kølvandet på den dadaistiske fotomontage. Men i modsætning til dadaisterne, der understregede fotomontagens sammensatte præg, ville Marinus have sine fotomontager til at ligne rigtige fotografier.
Når Marinus havde en aktuel politisk begivenhed, han ville skildre, fandt han et egnet motiv som udgangspunkt og søgte så i sine arkiver efter passende billeder af de involverede politikere. Ofte brugte Marinus kendte kunstværker som forlæg til at konstruere sin montage efter, nogle gange også filmbilleder, og det var vigtigt at finde de portrætter, der passede bedst til det udvalgte motiv med hensyn til perspektiv og ansigtsudtryk. Han arrangerede også fotooptagelser med modeller, som han placerede, så det passede med, at han kunne anbringe politikerens hoved på deres krop i selve montagen. Til sidst fandt han det øvrige billedmateriale, han skulle bruge, frem fra sine arkiver.
Derefter kunne Marinus gå i gang med at klippe og klistre selve montagen. Kroppe, hoveder og de øvrige elementer blev skåret ganske fint ud og limet fast på grundbilledet. Derefter blev hele billedet gået over med en retouchepensel og gouachefarve. Marinus malede skygger på elementerne i billedet, så det så ud, som om de blev belyst af den samme lyskilde, og alle overgange blev gjort usynlige. Til sidst malede Marinus af og til en hvid kant på billedet, så det virkelig lignede et fotografi.
Om kunstneren
Marinus Jacob Kjeldgaard (1884 – 1964), dansk fotograf og billedkunstner kendt under kunstnernavnet Marinus. Flyttede til Paris 1909, arbejdede som journalist og specialiserede sig senere i den fotografiske montage. Arbejdede især med fotomontagen som politisk karikatur og producerede fra 1932 til 1940 mere end 250 montager til den franske ugeavis Marianne.
